Præstø


Image
Image
Image

Præstø Fjord er en af Danmarks smukkeste porte til Østersøen, et hvilested for sjælen og rig på kulturelle oplevelser. Thorvaldsens Samling på godset Nysø, hvor den verdenskendte skulptør Bertel Thorvaldsen ofte boede i de seneste år af sit liv, viser gipsafstøbninger fra Nysø-tiden. En anden kendt dansker, Grundtvig, boede her på egnen som ung kapellan fra 1811 til 1813, og Grundtvigs Mindestuer fra 1929 er indrettet, hvor han dengang boede.

Der er masser af oplevelser til fods, på cykel, i bil eller båd, når man tager på opdagelse i og omkring Præstø. Den specielle, gamle pottemager ved Rødeled er bestemt et besøg værd. I mere end 100 år har man herfra leveret smukke keramikpotter til store dele af Danmark. I øvrigt anbefales det på udflugter at købe lokale produkter i de mange gårdbutikker.

Besøg turistinformationen på havnen og få flere tips til seværdigheder og arrangementer. Svend Gønges Torv er byens handelscenter, og deromkring ligger flere velassorterede butikker og et par gode caféer og restauranter. De brolagte gader udgør et autentisk gammelt bymiljø med mange bevaringsværdige bygninger og gadelygter i gammel stil.
Havnen med de fredede pakhuse og den gamle toldbygning minder om fortiden som travl trafikhavn, nu er der et dejligt lystbådemiljø.

Image