Øerne og nordkysten


Image
Image
Image

Nord for Lolland ligger de små, idylliske øer
Fejø og Femø samt Askø.
Tag en tur med færgerne over
– sejlplanen finder du her:
www.lollandfaergefart.dk
Øerne er ideelle til en vandre- eller cykeltur.

 

 

 

Fejø ligger kun 15 min. sejlads fra Kragenæs. Det smukke landskab varierer med høje lerklinter og flade strandenge. Øen har tillige et rigt fugleliv, og særligt i området ved dæmningen over til den lillebitte ø Skalø er der gode muligheder for at iagttage fugle.

Fejø er Danmarks frugt-ø nr. 1, og her fremstilles most og cider, som du kan købe med hjem. Turistinformation finder du i den gamle mølle.

Hvert år i starten af juli afholdes Fejø Festival med klassisk og jazzmusik, og i starten af oktober fejres Æblets Dag med boder og aktiviteter i Dybvig Havn.


Image

Sejlturen til Femø tager ca. en time fra Kragenæs. Øen byder på både bakker og dale, og undervejs kan du hvile dig på kunstnerisk, dekorerede bænke.

Øen er kendt for sin kvindelejr, der har eksisteret i 50 år. Den er i gang fra slutningen af juni til starten af august. Herudover er Femø kendt for jazzfestivalen, hvor hele øen over en lang weekend summer af jazz og festivalstemning. Turistinformationen ligger på havnen.

Til Askø sejler du fra Bandholm, og en dæmning fører videre over til Lilleø. Begge øer er kendt for frugtavl, og frugtplantagerne præger landskabet.

Image

Bandholm

Med sine maleriske, gule huse er byen en særlig klenodie på nordkysten af Lolland, og man har fra havnen et pragtfuldt syn over øhavet.

Du kan bade fra såvel den lille strand som fra badeanstalten lige ved siden af færgelejet.

Du kan komme til Bandholm fra Maribo med veteranbanen, der holder lige foran hotellet. I et af de gamle, fine pakhuse finder du Hvedemagasinet med et udvalg af lokalt fremstillet kunsthåndværk.

Kragenæs

Udover færgefarten er Kragenæs også et rekreativt ferieområde med såvel skønt beliggende marina og campingplads, og som nabo også monumentet Dodekalitten.

Herfra er der også gode udflugtsmuligheder til Ravnsbjerg Bakker, det eneste bakkede landskab på Lolland.
Her kan du bl.a. se Ravnsborg slotsruin og den særprægede kirke i Birket.

Dodekalitten

Ordet DODEKALIT er græsk og betyder tolvsten. Det færdige kunstværk vil bestå af 12 stenfigurer udhugget af granit, 7-9 m høje. Hver sten vejer 25-45 tons. Figurernes øverste 2 meter er udhuggede som hoveder, der alle vender mod centrum i en cirkel på 40 meter i diameter.

DODEKALITTEN er højt placeret i ”De Lollandske Alper” med udsigt over Små­landshavet, til jættestuen Glentehøj og 3 andre bronzealderhøje. Mellem figurerne, ud fra sidde-stenene, vil der året rundt i døgnets lyse timer lyde elektroakustisk musik, komponeret til stedet


Billedhugger er Thomas Kadziola – komponist er Wayne Siegel.
Dodekalitten er en smuk oplevelse, der kombinerer kunst – kultur – natur og historie. – Tag madkurven med!

Kør til Kragenæs, 4943 Torrig L. Parkering på Havnen. Gå til Kragenæsvej 62. Følg Glentehøjstien frem til kunstværket. – Handikap P -plads på Glentehøjvej.
Gratis adgang – åbent hele året.
www.dodekalit.dk

Image